Udskriv

GEOFF ANDERSON TSUBA

Skrevet af Michael Jørgensen d. .

Gennem mange år i grejbranchen, har jeg set et utal af vadejakker.

 

Ofte har jeg tænkt at denne vadejakke er lækker, men mangler lige det og det, for at være perfekt. Andre har været tæt på, men så har der været andet som gjorde at det heller ikke denne gang kunne blive til topkarakter. Med Tsuba fra Geoff Anderson, er jeg så tæt på som jeg kan komme for det perfekte design og funktionalitet.
 
 Da pakken blev leveret, måtte jeg straks pakke den ud og se vadejakken, for i reklamerne blev der brugt store ord. Og det med rette, for førstehåndsindtrykket var virkelig positivt. Jeg måtte flere gange smile, når jeg opdagede nye features og et par gange sagde jeg wauw til mig selv. Jeg skal nok komme nærmere ind på disse wauw features efterhånden som jeg beskriver jakken.
 
Jeg har testet vadejakken sommeren igennem på diverse natture på revene samt på elfiskeri med DTU Aqua i tilløbene til Tude Å. Det har regnet, blæst og samtidig været varmt, så vand- og vandtæthed samt åndbarhed er blevet testet og alt har fungeret upåklageligt. Har du et godt sæt undertøj på i merinould, så har du ingen problemer med at holde dig varm på de kolde dage. Jeg har endnu ikke prøvet Geoff Anderson Otara undertøjet i merino, men jeg behøver snart et nyt sæt merinoundertøj. Jeg ser allerede frem til efterårsdagene på kysten i god vind og silende regn, for jeg skal uden tvivl holde mig tør.
 
Pasformen er helt perfekt til mig ( ca 180 cm - +80 kilo og jakken str. L) Der er en god bevægelsesfrihed, så fluekastene ikke bliver hæmmet af for korte ærmer som strammer til i armenes yderpositioner. Længden på vadejakken passer mig også fint, da jeg ikke bryder mig ikke om de helt korte jakker. Tsuba går ca. til hoften og kan strammes godt til med de indbyggede elastikker i siderne. Kraven er høj, så der kan lukkes godt af, omkring hals og nakke, på de kolde og blæsende dage på kysten.
 
Ydermaterialet som jakken er lavet af (Cordura), virker rigtig solidt og behageligt blødt og slet ikke larmende som det ofte ses på vadejakker. Det er den mest solide Cordura som Geoff Anderson indtil nu, har benyttet til en vadejakke. Og på trods af kraftigt ydermateriale er vægten på jakken lav i forhold til styrken.
 
Hætten er lavet i et blødere materiale end selve jakken, og kan indstilles så den passer bedst muligt om hovedet. På de tørre dage, kan hætten rulles sammen og klikkes fast i nakken, så den ikke blafrer i vinden.
 
Alle lynlåse er solide og rustfrie YKK-lynlåse, så nu er det slut med rustne/irrede lynlåse. Ofte bliver en vadejakke kasseret når lynlåsene er ødelagte på grund af ir, men det vil ikke ske på Tsuba. Specielt lynlåsen som lukker jakken er en stor og kraftig YKK lynlås, som er nem at lyne selv med kolde fingre. Lynlåsene får derfor karakteren wauw.
 
Membranen som Geoff Anderson har benyttet er den tyndeste membran på markedet og 100 % vandtæt (20.000 mm vandsøjletryk) 100 % vindtæt samt åndbar. Med hensyn til åndbarheden, kan membranen ikke blive blokeret af saltkrystaller fra sved/saltvand på grund af en speciel konstruktion, så selv med minimal pleje er åndbarheden optimal i alle henseender. Wauw for de fleste fluefiskere.
 
Geoff Anderson Tsuba har et godt og gennemtænkt design på mange punkter. Der er i alt 8 lommer, så der er plads til det hele. Forrest finder du 4 brystlommer med YKK lynlåse, hvor der er plads til flueæsker, forfangsmateriale og andre uundværlige småting. I den venstre frontlomme er der indbygget pin-on reel, hvori du kan have krogløsertangen siddende, så du undgår at tabe den i vandet og ikke mindst, så hænger den ikke og fanger skydelinen midt i et kast. Endnu et wauw.
 
På indersiden af højre bryst, finder du en vandskyende lomme, med plads til din smartphone. Skulle du være uheldig at komme under vand, så er der en sandsynlighed for at telefonen vil overleve. Dog vil jeg anbefale at have din smartphone eller andet elektronik i en vandtæt pose for en sikkerheds skyld.
 
Der er en stor ryglomme med plads til Thermos og madpakke på vadejakken. Dette er rart på de kortere ture, da man slipper for at have taske/rygsæk med til den uundværlige kaffe. Ryglommen får det største wauw på grund af måden den åbnes/lukkes på. 2 magnetiske bånd er syet ind langs åbningen. Stik hånden ind og den åbner selv. Tag termokanden ud og lommen lukker selv. De fleste har problemer med selv at hente noget i en ryglomme med lynlås. Ofte spørger man fiskekammeraten om hjælp eller tager jakken af for at finde kaffen frem. Magneterne er selvfølgelig forseglede så de ikke ruster og endvidere testet for 100 giftstoffer. Stort wauw.
 
Tsuba har to stiklommer som er selvlukkende med magnetiske bånd som ryglommen. Stiklommerne er til at få varmet hænderne og her gemmer jeg ofte brugt forfangsline og risikerer ikke at tabe det i naturen, på grund af den smarte konstruktion. Wauw.
 
Endnu et stort wauw får Tsuba for den første miljøvenlige vadejakke på markedet. Som tidligere nævnt er magneterne testet for giftstoffer. Jeg kan yderligere nævne Øko-tex standard 100, Bluesign certificeret produktion, teflon fri, flourocarbon fri, økologisk nedbrydelig membran og mindre C02 udledning på grund af europæisk produktion.
 
Konklusionen af testen er jeg slet ikke i tvivl om. Geoff Anderson Tsuba er en rigtig lækker jakke med en masse fede detaljer. Jakken er ikke billig, men set på detaljer, dansk design, europæisk produktion, holdbare materialer og miljøvenlighed, får man en masse for pengene. Hvorfor ikke bruge penge på god beklædning der kan holde dig tør og varm på fisketure i en lang årrække, i stedet for at skifte dyr fluestang, fluehjul hvert andet år, eller bruge en masse penge på grej man aldrig fik brug for.
 
Her kan du købe Geoff Anderson Tsuba

Begivenheder

#Kunena img { max-width: 640px !important; }