Print

Forårstur til Omø

Written by Michael Jørgensen on .

Da det efterhånden var en del år siden, at jeg havde været på Omø om foråret, valgte jeg at sætte en weekend af til et glædeligt gensyn med Storebælts Perle.

Sådan en weekend bør planlægges ned til mindste detalje, så efter at have studeret isobarer, tidevand, vandtemperaturer samt solopgang/solnedgang, blev det besluttet, med mig selv, at det skulle være weekenden 10-12 april. Isobarerne 3 uger forinden fortalte, at vi ville ramme et højtryk med svage vinde samt faldende vand ved solopgang og stigende vand frem mod solnedgang. Det er ikke bare sådan lige at være kystfluefisker med succes. Det kræver indsigt og nærmer sig raketvidenskab. Og dog... For at være helt ærlig, så var det mere held end forstand, at kunne ramme en weekend med så fine forhold.

Jeg bookede en hytte på Omø Perlen, kun 30 meter fra et fint badekar. Hytterne er et perfekt udgangspunkt for en fiskeweekend på Omø og koster kun 400,- pr. overnatning i en firemandshytte. Med på turen havde jeg inviteret Torben Meldgaard, Morten Storr og Henrik Aggergaard. Morten, Henrik og jeg valgte at tage færgen mod Omø kl. 8, fredag morgen, mens Torben først kunne komme med 17-færgen pga arbejdet.

Da hold 1 ankom til Omø, kørte vi direkte til "Lige nede", som er et lækkert stræk med at strømfyldt hjørne og et badekar fyldt med sten i alle størrelser. Her riggede jeg flyderingen til, for at kunne fiske bagsiden af revlen, mens Morten og Henrik kunne tage for sig af alle fiskene som var på indersiden. Desværre var der ikke så mange fisk, men det er en utrolig spændende bund at observere fra flyderingen, mens man lader sig drive nordover med strømmen. Morten så et par fisk ved høfden oppe mod "Fyret" mens Henrik havde en fin følger i starten af badekarret, som desværre ikke ville tage fluen. Trods gentagne forsøg på "Lige nede", valgte vi at checke ind i Hytte 4 ved 13tiden, så der var tid til at pakke ud og slappe lidt af, inden vandet begyndte at stige frem mod aftenen.

Hytte 1 blev beboet af Per, Henrik og Peter, som vi tidligere har mødt på Omø. Per fangede for en del år siden en flot havørred på 3,8 på Ørespidsen, så det er nogle gutter som godt ved, hvor og hvardan der skal fanges havørreder på øen.

Da vi igen rykkede mod vandet, havde jeg aftalt med Torben, at jeg ville ligge i flyderen ved "Skrænterne", så der ville han også søsætte skibet. Morten og Henrik kørte til "Lige nede" efter de havde sat mig af. Dog måtte de lige vende om for at jeg også kunne få mine finner med, som jeg havde glemt i bilen. Da jeg nåede frem mod skrænten, startede jeg med at fiske ud mod det dybe vand, i en en afstand af 20-30 meter fra land. Da jeg kunne se Torben søsætte flyderen, hørte jeg et ordentligt plask bag mig. Hurtigt fik jeg lavet en 180'er og kunne se en masse bobler på vandet, kun et par meter fra land. Trods utallige kast til området, ville fisken ikke hugge, men der var rart at få bekræftet, at der var fisk i området.

Da Torben nåede op til mig, fik vi en sludder om, hvordan vi skulle affiske området. Vi valgte at fiske op mod den nordligste pynt, på et stræk som ikke er så dybt, pga en masse store sten på de inderste 30-40 meter. Vi så en enkelt fisk på vejen nordover, men havde ingen kontakter på fluen. Da solen gik bagom skrænten, begyndte vi at drive sydover mens vi affiskede ind mod land. Pludselig hørte vi en stor fisk lande med et ordentligt plask i et område som vi lige havde passeret. Hurtigt fik vi flyttet os hen til området, hvor vi kunne se boblerne drive med strømmen. heller ikke denne fisk ville hugge, men der skulle ikke gå så længe inden jeg havde hug af en lille havørred, som dog ikke blev kroget. Torben har en enkelt kontakt til en fisk. Vi begyndte endnu engang et drift sydover og efter et skifte til en Brenda, fik jeg fast fisk. det var en fin havørred, som efter nogle spring begyndte at gå dybt, mens jeg fik den pumpet til overfladen. Jeg valgte at tage den med kejsen, hvilket var en god beslutning, for i samme øjeblik den gled i nettet mistede krogen sit greb i munden. Det var en fin blank fisk på ca 45 cm, som blev hængt i galgen i højre side af flyderingen. Vi så ikke mere til fiskene og valgte at sejle hjemad. Da vi fik mobildækning igen, kunne vi se at henrik havde uploadet et billede på Facebook af en flot fisk som Morten havde fanget på "Lige nede". Den vejede 1,9 kilo og havde taget en af Mortens egne tobiskreationer. Han forærede den til en sommerhusejer, for det er rart at have et godt forhold til dem der bor, hvor vi parkerer i sommerhusområderne.

Da vi havde fået den sene aftensmad indenbords, kom Hytte 1 hjem fra aftenens fiskeri. De havde fanget en del fisk, med største havørred på 63-64 cm. Dejligt at se at der stadig er mange fisk på Omø.

Efter en kort nattesøvn, stod vi op før en vis herre fik sko på. Vi skulle have tid til morgenmad og kaffe, inden vi skulle til vandet. Torben og jeg kørte til "Fyret", mens Morten og Henrik tog til Ørespidsen og "Lige nede". Vi brugte knap et par timer ved "Fyret" uden gevinst. Dog så Torben en fisk vende i overfladen, så helt dødt var her ikke. Vi valgte bagefter at køre til "Rensningsanlægget" for at fiske i det faldende vand op forbi pynten ved "Lige nede". Jeg havde en god fornemmelse, for strømmen løb fint, så der burde være fisk. Da vi nåede pynten, ser jeg en fisk i overfladen og siger det til Torben som gik forrest. Hvor? spørger han da han har kastet fluen ud. Lige der, hvor din flue landede, siger jeg med et smil på læben. Og efter få træk i fluelinen får Torben et hug, men får desværre ikke kroget fisken. Kort efter har jeg et hug på Elitetobisen, men den bliver heller ikke kroget. Efter en pause i græsset, hvor jeg ser en fisk vende 2 gange i overfladen, vælger jeg at give det et forsøg. Efter få kast med en Elitetobisen, kroger jeg en fin og tyk fisk over målet, som efter en fin fight får sin frihed igen. Torben vil også være med, for kort efter får han også en fin fisk over målet, som kommer med hjem til familien til en dejlig middag. Senere dukker Morten og Henrik op, desværre uden fangst. Torben derimod er blevet varm. I begyndelsen af badekarret fanger han en måslfisk, som hurtigt får sin frihed igen.

Henrik er eneste mand som ikke har fanget fisk, så ham sender vi hjem med 12-færgen. Vi kan jo ikke have folk rendende på Omø, som ikke kan fange fisk. Eller var det noget med at Henriks far havde fødselsdag og havde inviteret på middag :-)

Sidst på eftermiddagen friskede vinden voldsomt op, så den sidste aften blev brugt på Ørespidsen, hvor vi med kast med ryggen mod vandet, kunne fiske nordover på østsiden. Det var en hård vind som fik bølgerne til at rulle over revet. Jeg havde muligvis et hug, men er ikke helt sikker. Efter et par timer begynder det at regne og sammen med den kraftige vind blev det bidende koldt, så vi vælger at bryde op og køre hjem til fortjent aftensmad og en kold øl.

Næste morgen, er der delte meninger om der skal fiskes. Jeg er stålsat i min mening og bliver liggende i dunposen. Morten og Torben er som et vælgermøde for de Radikale. Skal - skal ikke. De ender dog begge med at blive liggende i sengen. I 10 minutter... Pludselig springer Torben op og siger at han kommer til at fortryde, hvis han ikke giver det chancen ved "Fyret". Morten og jeg er blevet næsten friske, så vi beslutter os for at spise morgenmad og få en kop kaffe/the. Et par timer senere kommer Torben tilbage uden fangst, så begynder så småt at pakke samme og få gjort rent, så vi kan komme hjem med færgen kl. 10.

Torben fik lavet en fin lille video af turen som kan ses her og skrevet en rigtig god og fyldestgørende beretning på Seatrouting

Tak til Omø og Omø Perlen for gensynet og for det skønne forårsvejr. Og tak til Torben, Morten og Henrik for en hyggelig weekend, samt tak til Hytte 1, Per, Peter og Henrik for gensyn og hygge i solen.


Posted: 2 years 4 months ago by Henrik Jakobsen #7305
Henrik Jakobsen's Avatar
Hej

Selv tak for en god weekend her fra hytte 1, det var super hyggeligt og en fed weekend. Vi fra hytte 1. Fik 14 stk. Den weekend. Jeg fik 3 ved klitterne mens i sejlede med færgen søndag. Så i forlod Omø 2 timer for tidligt -:)

Henrik

Begivenheder

#Kunena img { max-width: 640px !important; }